Jeg fik i formiddags den kedelige besked, at tidligere Oldermand Else Birgit Møller Mortensen også kaldet ”Moms” var afgået ved døden efter kort tids sygdom.

Birgit blev født den 7. februar 1933, hun blev udlært hos Dich i Glostrup, og havde gået på tegne- og kunstindustriskolen. For en del år siden, havde jeg æren at se hendes syprøver, og jeg må sige, at de var udført med en akkuratesse og talent der sjældent ses.

Birgit arbejdede også i en periode hos Antonelli i Rom, og hun fortalte tit om, hvordan hun havde skabt kontakt til flere personer i Italiens Skrædderlaug.

I en periode havde hun forretning i Pilestræde, og underviste flere steder i mode, design og tilskæring.

Hun sluttede sin karriere på Teknisk skole Ishøj, hvor hun var afdelingsleder, og det var Birgit, der startede skrædder- og beklædningsoperatøruddannelsen på Teknisk Skole Ishøj.

I hele 16 år var hun medlem af Skrædderlaugets bestyrelse, og efter sigende den første kvinde der blev valgt til bestyrelsen, i et laug der er oprettet i 1275.

Fra 2000 til 2003 var hun Oldermand for Skrædderlauget.

Jeg blev meget berørt, da jeg fik beskeden fra hendes søn i formiddags.

Der var ikke mange som Birgit, hun var helt speciel, og hjalp mig i den første tid som Oldermand.

Altid omsorgsfuld, retfærdig og hjælpsom. Et helt igennem sødt menneske.

Hun var også elsket af medlemmerne i lauget, nogle kendte hende fra skolen, og andre blot glade for den faglige måde, hun gik til tingene på. Hun var god til at få meninger til at mødes på vores generalforsamlinger.

Hun vil blive savnet.
Ære være Birgit Møller Mortensens minde.

På Skrædderlaugets vegne

Johnny Alexander Wichmann
Oldermand for Skrædderlauget

SKRÆDDERLAUGET
Islands Brygge 26
2300 København S

Telefon:
Oldermand Johnny Alexander Wichmann: 50 92 10 35
E-mail: oldermand@skraedderlauget.dk